torsdag den 24. december 2009

Jul i Maniitsoq

God morgen sagde de to havørne der fløj over havet ca 30 m. fra vores vindue kl. 10:49 - lige der hvor de første solstråler nåede op over fjeldsiden på den anden side af fjorden i øst.

Jeg har haft min sidste vagt ved det lille sygehus i Maniitsoq d. 23 dec. - har oplevet en indre fornemmelse af at vokse lidt med opgaven - i al ydmydighed. For en kort periode at være eneste læge i byen gik fint, men jeg kunne ligesåvel have oplevet det anderledes og det er jeg taknemmelig for at jeg ikke gjorde. Nu har nye to læger taget over og jeg skal sammen med Luise et par hundrede km. længere nord på til Sisimiut. Luise har fået fast stilling på sygehuset dér og jeg får en fast uddannelses-tutor de sidste 2 mrd.. Det bliver som en ny rejse
for os.
Nu bliver vi nød til at skifte overskriften på bloggen ud med en smuk slædehund hylende i måneskinnet.
I aften er det vores første Jul sammen og vi værner om traditionen. Jeg lånte en gren fra det store træ på sygehuset og nu har vi et fint lille juletræ som vi to kan nå omkring i aften. Vi læste HCA's "Grantræet" højt for hinanden Lillejuleaften og tænkte på at nyde hver enkelt dag vi har sammen heroppe uden at leve i fremtiden eller i det som allerede har passeret. Det lille træ er smukt i sin kontekst og det venter på at Luise kommer hjem fra tjeneste til duft og hygge.

Vi savner de fleste derhjemme;-) og håber at de nyder Julen.
Savner Jer og gjæder os til at høre hvad I alle har oplevet imens vi har været væk.

Lange knus og varme tanker fra
Luise & Rasmus

mandag den 9. november 2009

Min Kollega så en bjørn!






Jo, det er skam sandt nok. Imens jeg var i Nuuk på efterudannelse;-) var to af de yngre læger ude på en lille sejltur. En fanger kom sejlende imod dem med hviftende arme. De troede han var i nød, men en hint i den rigtige retning førte dem til kadaveret af en sæl. Kun spækket var spist, hvilket tyder på at bjørnen har det godt. Lidt derfra var den der så... en god linse kan gøre meget, perspektivet siger meget om hvor tæt de var på.
Bjørne kommer normalt ikke på disse kanter men de seneste år har der været bjørn hvert år og der er set 3-4 omkring Nuuk i år. Drivende med isen oppe fra Beringshavet kommer de a og til afmagrede. Det vides ikke om det er den samme bjørn der er set flere gange, men dette eksemplar har det godt, for den efterlader kødet på sælen og bjørnekvoten vis Nuuk er opbrugt for i år.

Jeg sidder hjemme efter en lang dag på arbejdet og har haft en succes-dag. Havde overskud til at tage lidt af de andres patienter og meget usædvanligt, - at holde min middagspause uden afbrydelser. Dette trods influenzaesymptomer - H1N1 vaccinen er nået til isklumpen!, men kun til frontpersonale såsom lufthavnspersonale, sundhedspersonale, politi og brand. Der kommer forhåbentlig doser til resten af befolkningen forinden udbryddet!

Sneen er kommet for at blive. Jeg prøver skiene i morgen tidlig. For et par dage siden købte jeg en billig salonriffel til Luise og vi har været i fjeldet med sne til knæene på udkig efter ryper. Håber at vi får nogle ture på ski inden her bliver alt for koldt.

Jeg vil nu kaster mig over en skønlitterær bog eller spiller lidt playstation - Luise har vagt. Dette til trods for at jeg nok hellere burde læse lidt om den lidt mere aktuelle tuberkulose.

God Mortens aften i morgen.

Ovenstående billeder er taget af Nis-Joachim Vagner


lørdag den 31. oktober 2009

Hvalsnot på brillen.



Der er længe siden at vi har haft tid til at skrive på bloggen. Lige nu sidder vi på et lægekontor på Dronning Ingrids Hospital, hvor der er adgang til internettet - og mulighed for at uploade billeder gratis:-)
Vi er lige nu i Nuuk i 10 dage, da Rasmus skal lære enkelte kirurgisk indgreb, som han skal varetage i Maniitsoq - billigere at sende Rasmus herned end en masse patienter. Heldigvis var det sådan at Luise kunne få ferie med kort varsel, så vi kunne få denne oplevelse sammen. Luise holder dog ikke blot fri, men har fået et par dage med på DIH i anæstesien og på den medicinske afdeling. Spændende.
I de lidt større butikker i Nuuk benyttes lejligheden til at proviantere i form at varmt tøj, espressokaffe og andre godter til den lange vinter. Der bliver gået på cafe, spist rigtig god mad, biograf og d.d. en lille sejltur i farvandet omkring byen.
I blandt to voksne og flotte pukkelhvaler sejlede vi i to timer. Hvalsnot på brillen og duften af ældgammel hval krydret med mindre flokke af sæler der kiggede op over havoverfladen til os. Vi har virklig nydt det i dag.
Om lidt vil vi gå ned og se pladderromantik i bio og drikke en latte.
- Ciao'

lørdag den 10. oktober 2009

Se hvor vi er!

Så er vi landet i Grønland både fysisk og mentalt. Kylet ind i arbejde der ventede. "hey - hvor lang tid bliver I?" Det var et af de første spørgsmål der pressede sig på læberne af de faste medarbejdere. - "½år!" - Det var et svar der spredte glæde på sygehuset.
6 uger er gået med at adaptere. Vi har investeret meget energi i det og nu mærker vi at der er ved at være plads til os selv. På billedet ovenfor fik vi vores første oplevelse sammen væk fra den uendelige pool af patienter. Langt væk bag 2 fjorde i Kangia, en lille hytte med udsigt over det smukke floddelta sagde havørnen velkommen og polarræven farvel. Det var 3 dejlige dage som vi var nød til at gentage et par uger senere med Rasmus's far og en fiskestang. - Fantastisk.
Vi er ofte trætte efter de lange arbejdsdage, men nyder det alt i alt heroppe. Vi har haft en dejlig lørdag formiddag med brunch og brugt tid på at oprette vores første fælles blog. Om lidt skal Luise på arbejde - hun har vagt hele weekenden. Rasmus lader op til næste uge.